Hvad er sandsynlighed?
Sandsynlighed handler om, at forudsige om noget vil ske.
Man beskriver sandsynligheder med brøker, decimaltal og procenter.
Man bruger ofte ordet chance om en sandsynlighed som man gerne vil opnå, og ordet risiko om en sandsynlighed, man helst vil undgå.
Eksempler på sandsynligheder:
Hvad er chancen for, at det bliver en hvid jul?
Hvad er risikoen for at komme til skade ved ridning?
Hvad er chancen for, at en terning lander på seks?
Hvad er risikoen for, at det regner på ens fødselsdag?
Hvad er chancen for at trække en lakrids fra en blandet slikpose?
Sandsynlighed i spil
I næsten alle spil indgår der på en eller anden måde sandsynligheder.
Man skal ofte slå med en terning, tage et tilfældigt kort eller dreje et hjul, der lander på noget tilfældigt.
Hvis alle spillere i spillet har lige stor sandsynlighed for at vinde, siger man, at spillet er fair, eller rimeligt.
Er der derimod nogle af spillerne, som har en fordel i spillet, siger man at spillet er unfair, eller urimeligt
Nogle spil kan man også blive god til at spille og derved have en større chance for at vinde. Men det betyder dog ikke, at spillet er unfair.
Det er ikke altid let at vurdere, om et spil er fair eller unfair, men her kan matematikken hjælpe os.